Valentinsdag på en returbillet over Atlanten

Valentinsdag opfattes af mange opfattes som et kommercielt amerikansk påfund, der skal fremme salget af chokolade, blomster og gaver, og få restaurantreservationerne til at blomstre. Traditionen opstod dog på vores side af Atlanten, under det romerske rige, på grund af en præst, som trodsede et forbud mod at vie romerske soldater.

Fejringen af kærligheden den 14. februar står stærkt i de engelsktalende lande, og har bredt sig verden over, takket være udbredelsen af den engelske og amerikanske kultur, og ikke mindst af det engelske sprog. Det er dog ikke ensbetydende med, at man kun kan fejre den ved at følge en standardprotokol med blomster, chokolade og kort med ”Be my Valentine” eller ”Love, Your Valentine”.

Tidligere kunne franske singlekvinder, som ikke blev valgt af deres udkårne i kærlighedslotteriet ”une loterie d’amour”, fornøje sig med at brænde billeder af manden over et stort bål.

Thailand

I Thailand går kvinder til guden Trimurti med roser, røgelsespinde og stearinlys, for at få hjælp med at finde den eneste ene.

Sydkorea

I Sydkorea er det mænd, som forkæles med chokolade på Valentinsdag. Den 14. i hver måned bliver desuden brugt til at fejre kærligheden på forskellige måder. Den 14. april er således den sorte dag, hvor enlige fejrer sig selv, eller trøster sig ved at spise nudler med bønnesauce.

Slovenien

På vinmarkerne i Slovenien er Valentinsdag dagen, hvor markernes fugle frier til deres elskede, hvilket dog kun kan ses, hvis man går over den ofte frosne mark på bare fødder.

Brasilien

I Brasilien fejrer man først Dia dos Namorados, kæresternes dag, den 12. juni. Dagen før er Sankt Antons dag. Han er kærlighedens helgen, og hyldes af kvinder som håber på at finde kærligheden. I Brasilien er den 11. juni kendt i restaurationsbranchen som utroskabens dag, hvor elskerinder og elskere inviteres ud.