Dette spørgsmål er ikke så enkelt, som det ser ud. Der er et par komplikationer, der gør det svært at give et præcist svar:
Først og fremmest, hvad menes der med talt sprog? Er formålet at rangere sprog efter deres antal indfødte brugere, eller efter hvor mange mennesker der taler dem i alt, indfødte eller ikke-indfødte? Disse to fremgangsmåder giver lister, der ser meget forskellige ud.
For det andet, hvor går grænsen mellem et sprog og en dialekt? Hvor forskellige skal to dialekter være, før de betragtes som separate sprog? Der er ofte ikke ét entydigt svar, oggrænsen, man trækker, kan påvirke et sprogs placering på "mest talte" listen.
Når det er sagt, er det stadig muligt at give nogle omtrentlige bud. Her er det bedste estimat på de mest talte sprog i verden på nuværende tidspunkt. Det skal ses som det samlede antal af brugere, og ikke kun af dem, der er indfødte og netop har det sprog.
Top 5 Mest Talte Sprog I Verden
1. Mandarin
Antal indfødte: 918 millioner
Antal ikke-indfødte: 193 millioner
I alt: 1,09 milliarder
Folk omtaler ofte “kinesisk” som et enkelt sprog. Men det er faktisk en gruppe forskellige sprog, som er beslægtede, hvoraf mandarin-kinesisk er den største. Det er et officielt sprog i Folkerepublikken Kina, Republikken Kina (Taiwan) og Singapore. Det oprindelige navn for mandarin, Putonghua, betyder bogstaveligt ”almindelig tale”, mens folk i Taiwan kalder det Guoyu, som betyder ”nationalt sprog”. Historisk blev det også kaldt Guanhua, som betyder ”det officielle sprog”. Da mandarin er mere almindeligt i det nordlige Kina, kaldes det til tider beifanghua, der kan oversættes til ”nordlige dialekter”.
Mandarin er skrevet med kinesiske tegn (sommetider kaldet "Han-tegn"). Det er et gammelt system, hvor hvert symbol repræsenterer et andet ord. Der er to versioner:
- Traditionelle tegn, der bruges i Taiwan, Hong Kong og Macau.
- Forenklede tegn, der bruges i Kina, Singapore og Malaysia.
Det anslås, at du er nødt til at lære 2.000-3.000 tegn for at læse en avis. En uddannet kinesisk person kender omkring 8.000!
2. Engelsk
Antal indfødte: 379 millioner
Antal ikke-indfødte: 611 millioner
I alt: 983 millioner
Takket være det britiske imperiums historiske dominans – og den nylige amerikanske økonomiske og kulturelle slagkraft – er engelsk veletableret som verdens lingua franca og er det næstmest talte sprog i verden. Navnet "engelsk" kommer fra "Angels" – et germansk folk, der bosatte sig i Storbritannien i det første årtusinde e.Kr. De fik deres navn fra Anglen, en region i det nordlige Tyskland, og de gav selvfølgelig deres navn til det område, der nu er kendt som England.
Engelsk er et germansk sprog helt ind til kernen. Dets ordforråd og sætningsstruktur er tættest på moderne sprog som tysk og hollandsk. Imidlertid er det blevet stærkt påvirket af andre sprog gennem hele dets forunderlige historie. Store dele af det engelske vokabular er af latinsk oprindelse, som kom fra de fransktalende normannere, der erobrede Storbritannien i det 11. århundrede.
3. Hindustani
Antal indfødte: 341 millioner
Antal ikke-indfødte: 215 millioner
I alt: 544 millioner
Hindustani er det samlede navn for hindi og urdu – to dialekter af samme sprog. Navnet kommer fra Hindustan, som er det historiske navn for den nord- og nordvestlige del af det indiske subkontinent.
Hindi tales i det nordlige og centrale Indien, og er den indiske regerings officielle sprog. Urdu tales primært i Pakistan. Hindi og urdu har forskelligheder i ordforråd og udtale, men personer, der taler begge sprog, kan let kommunikere med hinanden.
En bemærkelsesværdig forskel mellem hindi og urdu er, at de bruger forskellige skriftsystemer. Hindi skrives normalt med Devanagari-alfabetet. Urdu skrives derimod fra højre mod venstre med et alfabet, der er tæt knyttet til det arabiske alfabet.
4. Spansk
Antal indfødte: 480 millioner
Antal ikke-indfødte: 91 millioner
I alt: 527 millioner
¡Sí señor! Ud fra antallet af indfødte, der taler spansk, er sproget det næststørste i verden (lige bag mandarin). Samlet set (med både indfødte og ikke-indfødte brugere) er det nummer fire.
Det sprog, der i dag kendes som spansk, har oprindelse i Castilla-regionen i Spanien. Af denne grund kaldes det til tider ”castiliansk” (castellano på spansk). Siden da har spanske opdagelsesrejsende og erobrere spredt deres sprog over hele verden. Det tales i hele Syd- og Mellemamerika, Caribien samt i Sydøstasien og endda Afrika. Ækvatorialguinea er det eneste land i Afrika, der har spansk som officielt sprog.
Spansk er også det næstmest almindelige sprog i USA, der ydermere er hjemsted for hele 40 millioner spanske indbyggere. Dette gør USA til det næststørste spansktalende land i verden kun bag Mexico, og forudsigelser siger, at USA inden for vores levetid vil overhale Mexico og blive det største.
5. Arabisk
Antal indfødte: 290 millioner
Antal ikke-indfødte: 132 millioner
I alt: 422 millioner
Arabisk er det officielle sprog i 26 lande, selvom nogle hævder, at det ikke er ét sprog, men flere.
Hvis vi ser bort fra dette og antager, at der er et enkelt sprog kaldet "arabisk", er det et massivt sprog med over 400 millioner brugere. Det stammer fra den arabiske halvø og har siden spredt sig over hele Mellemøsten og Nordafrika.
Arabisk er naturligvis også Islams sprog. Selvom de fleste muslimer ikke har arabisk som modersmål, har sproget særlig betydning for verdens næststørste religion. Islam hævder, at Gud via englen Gabriel bogstaveligt talt talte på arabisk, da han dikterede Koranen til Mohammed.
Det er 1400 år siden, og moderne arabiske dialekter har ændret sig meget siden det klassiske arabisk, der bruges i Koranen. Ud over deres lokale dialekter taler mange arabere også ”moderne standardarabisk”, som er en akademisk dialekt, der er baseret på klassisk arabisk.
Modtag tilbud indenfor et par timer
- Vælg den service du har brug for
- Få et tilbud
- Bekræft og modtag din ordre
Kommentarer
Fransk er talt af væsentlig flere end arabisk. Det er det 5. Mest talte sprog og et af de hurtigst voksende da det har stor vækst i Asien grundet prestige i at tale det.
Tilføj ny kommentar